Dagsværket

Dagsværket er et særligt mulighedsrum, hvor vi kan tilbyde forskellige typer jobmuligheder for vores målgruppe, både som frijobber, i skånejob eller fleksjob, og i private virksomheder, offentlige virksomheder eller i særlige småjobs i regi af vores egen forening. Vi samarbejder med flere virksomheder og bygger bro mellem mange instanser og spillere på det socialfaglige område i Århus.
Dagsværket er baseret på daglejermodellen, som vores arbejdsfællesskab SydhavnsPedeller også er bygget over. Vi løser opgaver i Århus og omegn med stor fleksibilitet.
Vi har arbejdet for SmukFest, NorthSide, Århus Kræmmermarked, Kirkens Korshær, Århus Kommune med mere.

Dertil rummer Dagsværket arbejdspladser i regi af vores egen forening tættere på ‘hjem’ i Sydhavnen med småjobs, som opstår ad hoc. Det kan være scenebyggeri til festival, rengøring, renovering af lokaler, pakkeopgaver mm. Vi råder også over et værksted, hvor vi kan lave mange småopgaver til glæde for Sydhavnen, vores alternative boliger og forskellige arrangementer.

En vigtig del af vores succes er, at de socialt udsatte medarbejdere føler sig trygge og accepterede med de udfordringer og begrænsninger, som de nu engang kommer med. Derfor skal livets op- og nedture ikke sende dem ud af Gadeliv-fællesskabet. Det opnår vi ved at kunne tilbyde en bred vifte af jobmuligheder, som har forskellige krav og forventninger til deltagelse. Derfor er det vigtigt med småjobs, som er tæt knyttet til foreningen, hvor vi kan støtte de socialt udsatte medarbejdere bedre, og som kan være trædesten til andre opgaver eller ansættelser gennem Dagsværket eller vores andre arbejdsfællesskaber.

Småjobs i Sydhavnen har desuden en meget vigtig naboskabsfunktion, hvor de kan være med til at løse opgaver i området og bidrager til at skabe møder på tværs.