Demokrati og Kultur

Demokrati og kultur er to vigtige ben i Gadelivs arbejde. Vi står på fire ben i vores arbejde med og for socialt udsatte; social beskæftigelse, aktivt naboskab, demokrati og kultur. Det gør vi, fordi vi gerne vil rumme det hele menneske, som er bygget til gerne at ville have noget at fylde dagene ud med og engagere sig i. Det er arbejde, men det er også fællesskaber omkring naboskab, demokrati og kultur, som gør et helt menneske.

Vi arbejder derfor for et inkluderende kulturelt miljø i Sydhavnen. Det er et kvarter, som er under massiv byudvikling. Mange 1000 etagekvadratmeter skyder op, og snart flytter virksomheder, hotelgæster, koncertgængere og studerende ind i Sydhavnskvarteret, som allerede befolkes af mange skæve eksistenser. Mangfoldighed, fællesskab og sameksistens skal være et positivt anker for Sydhavnens mange forskellige mennesker, og det vil vi gerne understøtte med kulturelle fællesskabende initiativer.

At styrke det demokratiske engagement blandt socialt udsatte som underrepræsenteret gruppe er ligeledes en prioritet. Det er et langt sejt træk, som ikke kun må blusse op i måneder og uger op til et valg. Det har vi erfaret efter vores tre demokratiprojekter. Vi vil med et kontinuerligt fokus på demokratisk deltagelse og tillid til det demokratiske system, styrke socialt udsattes tro på, at de bliver taget alvorligt i en demokratisk samtale, og at de har en demokratisk ret til at blive hørt.

For mere viden om vores demokrati- og kulturarbejde, skriv til gadeliv@gadeliv.org