Århus Kommune byudvikler i Sydhavnskvarteret med ambitionen om ikke bare at bygge nyt og skabe nye byrum, men også ”at gentænke de socialt udsattes rolle i byudviklingen, så Sydhavnskvarteret er et sted, de socialt udsatte selv er med til at skabe”. Læs den kommunale byudviklingsplan her.
For Gadeliv skaber det opmærksomhedspunkter på bæredygtighed, naboskab, sameksistens, rummelighed, fællesskab, vidensdeling og møder på tværs. Det har vi haft for øje, siden den kommunale udviklingsplan for kvarteret lå klar i 2018, hvor én af de otte delstrategier er ’Rum for de socialt udsatte’. Det er gode visioner, men de kan ikke blive til virkelighed uden en målrettet, kontinuerlig og aktiv indsats fra de sociale tilbud, som har den daglige kontakt og relation til de socialt udsatte, som bruger kvarteret. Den opgave har Gadeliv taget på sig fra starten af. Vi har opbygget en brobygger- og naboskaberfunktion, ‘Aktivt Naboskab’, som rækker ud til kommunale og private byudviklere, de kommende lejere i det der bygges nu, det gamle kvarters små virksomheder, kunstnere og kreative fællesskaber og de sociale tilbud og socialt udsatte.
Aktivt naboskab har en stor prioritet for os, da vi oplever et stigende behov for at arbejde med indsatsen. Dét er afgørende for, at de socialt udsatte kommer til at indgå på en positiv måde i de nye sociale mønstre i kvarteret og bliver taget alvorligt som skabende ressource og arbejdskraft. Gadeliv vil gå forrest med den praksiserfaring, de kompetencer, det netværk og den viden, der er nødvendig for, at indfri ambitionerne om, at kvarteret bliver et sted, som ”de socialt udsatte selv er med til at skabe”. Vi skal bevise, at det kan lade sig gøre, at udsatte kan bidrage med værdi i en byudviklingsproces, og at de kan være en ligeværdig del af et kvarter – og ikke nogen, som man bare flytter, når tingene bliver svære. Vores arbejde som brobygger, fyrtårn, netværksskaber og ’gadens receptionister’ er nødvendig, hvis visionen for Sydhavnskvarteret skal lykkes – og det skal den.
Vi bruger social beskæftigelse som metode til at skabe møder på tværs af Sydhavnens forskellige aktører. Når arbejdere på det sociale frikort (frijobbere) samler skrald på udearealer, henter pant hos virksomhederne eller yder byggeservice på byggepladserne, så møder vi hinanden på fælles grund i et meningsfuldt fællesskab. Vi samarbejder med nuværende og kommende lejere i kvarteret, som kan sikre arbejdspladser for kvarterets udsatte brugere hos og omkring de nye naboer, fx indenfor rengøring, praktiske opgaver på et kontor, renhold af udeområder mm. Vi holder åbne dialogmøder, hvor vi kan dele viden, erfaring og oplevelser. Og vi skaber møder omkring kulturelle oplevelser, hvor vi mødes om noget fælles tredje. Med musik og kunst kan vi mødes i fællesskaber på tværs af sociale skel og bringe Sydhavnens aktører sammen.
Vi har fokus på at have medarbejdere, både ansatte og frijobbere, som er til stede, rækker ud, spørger hvordan det går, og hvad der er brug for i Sydhavnskvarteret. Man kan ringe til os med spørgsmål og bekymringer, vi rykker ud til utrygge situationer, vi nedbryder fordomme, og vi har fokus på samtaler og fysiske møder i byrummet.
Vi skal være et anker, der hænger fast i forpligtelsen over for et nærværende, tillidsskabende og respektfuldt naboskab i mellem alle, der befolker Sydhavnen nu og i fremtiden.